Med glæde når man langt

For en måneds tid siden besluttede jeg sammen med Jesper, at nu skulle vi prøve at træne og leve sundt – ligesom mange af de dygtige fridykkere rundt omkring i verden gør.  Jeg begyndte at skrue op for træningen og ned for sukker og mælk.

Jeg synes det var enormt hårdt at sætte sig op til at træne så meget i starten, men nu, vil jeg ikke kunne have en dag uden at foretage mig noget – enten fridykning, en tur ud over stepperne eller i fitness.
Udover at leve sundt, begyndte jeg at spekulere på, hvordan jeg kunne starte op med min monofinne igen.  Et helt år har jeg ikke nydt at dykke med min monofinne fordi jeg ikke har kunnet præstere hvad jeg havde af forventninger i mit hoved. Så jeg har primært lagt den på hylden og fokuseret på disciplinen uden finner og statisk (vejrhold i overfladen) og til tider faktisk slet ikke haft lyst til at træne.
Til VM 2012 dykkede jeg “kun” 100 m, mod mine 176 m. som rekord og jeg erkendte at jeg måtte starte forfra. Jeg skulle finde glæden i at dykke med min hale og i at lave lange dyk.
Derfor begyndte jeg at dykke 100 m. til en træning, derefter 125 m. og nu ligger jeg og laver 150+ m, min.  3 gange om ugen og er tryg, glad og stolt ved det. Forudsætningen for at jeg kan lave lange dyk, er at det skal føles godt og jeg skal finde mit lille Camilla-smil frem, tro på at jeg er en Super-Camilla.
Mit næste mål er at jeg gerne vil genfinde roen efter min vending på 150 m. og udforske den næste bane lidt mere.
Jeg kan allerede mærke at jeg er godt på vej mod toppen igen og  at al min træning og glæde giver pote.
Det er essentielt at man har det godt og føler en glæde ved at skulle dykke, for at kunne lave lange dyk og den glæde finder man i at gøre noget man godt kan lide og måske også sammen med nogle man er tryg og glad for.
Jeg har nogle gode træningsmakkere som jeg stoler på og som kan få mig til at grine og smile til enhver træning, og selvom det ikke er fridykning, så er det med til at gøre fridykning til mit hjertebarn.