Op på søhesten

For små 2 uger siden var jeg til stævne i Berlin. Det der skulle være en god afslutning på sæsonen blev til noget jeg længe har gået og frygtet.
Jesper og jeg var kørt ned til Berlin natten til lørdag, hvilket resulterede i at vi ikke fik en fuld nattesøvn. Da vi vågnede spiste jeg lidt havregrød, men fordi vi skulle starte konkurrencen med statisk, ville jeg ikke spise mere. Jeg kan nemlig bedst lide at lave statisk på tom mave. Jeg havde ikke tænkt over den korte pause mellem disciplinerne og jeg kunne ikke nå at få noget mad inden jeg skulle lave mit dyk i DYN (længdedyk med finne). Derfor gik jeg lidt sukkerkold og blev faktisk lidt svimmel inden mit dyk. Jeg var nervøs inden jeg skulle dykke, men prøvede at holde hovedet koldt og starte dykket på en rolig måde. Jeg har den ide at dykker man med rolige bevægelser, vil de rolige bevægelser smitte af på sindet. Jeg gik efter mine 180 m som jeg har lavet i træning og som ville være en dansk rekord. 
Da jeg afslutter mit dyk får jeg ikke trukket vejret hurtigt nok, og jeg ender med at få en blackout. En ting jeg har frygtet lige siden jeg startede med at fridykke. Jeg havde svoret med mig selv om at jeg aldrig skulle få en blackout, for jeg var jo Super-Camilla!
Jeg blev rigtig ked af det og vidste ikke helt hvad jeg skulle synes. Jeg følte jeg havde svigtet min krop og tankerne strøg gennem mit hoved om hvorvidt jeg skulle dyrke konkurrence igen. Om jeg overhovedet skulle deltage i den sidste disciplin  som var 16×50. En disciplin hvor du skal dykke 16 baner så hurtigt du kan.
5 min. inden start fortryder jeg og springer i min monofinne. Der stod jeg så, klar til at se frygten i øjnene. Frygten for at skulle under overfladen og mærke kroppens signaler igen, frygten for endnu en blackout, frygten for manglende kontrol, frygten for fiasko. Jeg græd og græd og dykkerbrillerne blev mere og mere uklare at se igennem, men dykke måtte jeg. Op på søhesten igen.
De første 4 baner blev kørt med tårer og for hver bane blev jeg mere og mere fokuseret og glad for mig selv. Jeg vidste at selvom jeg havde fået en blackout var det her mit hjemsted, det var min røde løber. Jeg pustede mig igennem de 16×50 på 17.03 min, hvilket gav en top 10 placering på verdensplan (en 7. plads). Jeg fik set min frygt i øjnene og fik fundet min indre havfrue frem igen.
Efterfølgende har jeg set min video af blackoutet og fundet ud af at jeg stadig kan stole på min intuition om, hvornår jeg skal komme op, men at jeg skal blive bedre til at trække vejret når jeg afslutter mine dyk.
Det er altid dejligt at have noget at arbejde på, så bliver man jo kun bedre. Selvom det kan ses som en fiasko, har jeg valgt at se dette som et udviklingstrin, hvor jeg kan reflektere over hvad jeg kan gøre anderledes en anden gang, og dermed blive top god til de lange dyk!